Døden er et emne, der findes i alle religioner. Troen på reinkarnation, hvor sjælen bliver genfødt igen og igen på Jorden er et af fundamenterne i hinduismen. Døden bliver set som et naturligt aspekt i livet, og der er utallige episke historier, hellige skrifter, vediske vejledninger, som beskriver hvorfor døden eksisterer, hvilke ritualer der bør udføres i forbindelse med død, mange mulige destinationer for sjælen når den forlader Jorden m.m. Hvad mennesket bliver genfødt som afhænger af hvordan de har været som mennesker og hvilke tanker de har haft i det forrige liv.
Målet for en hindu er at overkomme genfødslernes kredsløb og blive forenet med Gud.

I hinduismen eksisterer et dødsrige, som bliver ledet af Yama. Han var den første dødelige der fandt vej til dødsriget efter sin død, og blev derfor den der viser vejen for alle andre, der dør, og herskeren af dødsriget. Han bliver kaldt Kong Yama og beskrives i de hellige vediske skrifter fra omkring 1500-1000 f.Kr. Rig Veda skriver, at alle der har været gode mennesker, vil få adgang til Yamas paradis, og opnå alle paradisets goder.